På Pilagergaard er der tilknyttet kost og ernæringsvejleder, der med mange års erfaring indenfor specialområdet, har en bred viden indenfor kostens betydning for psyke og indlæringsevne, samt i planlægning af kost til børn og unge med specielle behov, herunder børn og unge med diagnoser som eks. ADHD.
På Pilagergaard bestræber vi os på at tilbyde en varieret, sund, – og veltilberedt kost, lavet af friske råvarer og vi forsøger i bredest omfang, at undgå tilsætningsstoffer.
Vi ser kosten som et vigtigt led i vores daglige pædagogiske arbejde med de unge, og de inddrages så vidt det er muligt til at deltage i madlavning. Alle vores unge har en fast maddag hvor de, efter evne og i samarbejde med en pædagog, hjælper til i køkkenet. Dette ser vi både som et led til træning i sociale færdigheder, samt en oplagt mulighed for de uforpligtigende, og for os, vigtige samtaler, der kan være med til at øge de unges forståelse af kostens betydning.